Gå til varekurven

WCPP 2019 i Melbourne

Wcpp2019

Den 6. Verdenskonference i Positiv Psykologi fandt sted i Melbourne i denne uge, og jeg var inviteret taler til konferencen og havde en række spændende workshops, men var også optaget af at høre om den seneste forskning i mental sundhed og særligt Positive Education.

Møde med Suzy Green og Daniela Falecki fra The Positivity Institute i Sydney

Et spændende møde med Suzy og Daniela fra the Positivity Institute, som laver et fantastisk arbejde med mental toughness. De gav os indsigt i noget af deres arbejde og deres materialer til skoler, som vi vil udforske i de kommende dage, men vi diskuterede også mulighederne for et samarbejde.

Ankomst til Melbourne, 17. juli 2019

Da vi ankom var vi inviteret til en række aktiviteter, bl.a. Dean's Lecture med Michael Steger, som forsker meget i mening. Michael er en charmerende og sjov fyr, men formidler helt central forskning i mental sundhed.

Hans overskrift var "Meaning and Purpose in life, What is it, Why should I care and How can I get some?" og indledte med billedet fra den ikoniske T-shirt i 70'erne af en galakse og en lille pil med ordene "You are here!".

Men når vi forstår, at "You are here!" bliver til "You were here!" , får vi behovet for at efterlade noget om vores liv. Og det kan vise sig på forskellige måder.

Men mening har direkte indflydelse på vores levealder og på kvaliteten af vores alderdom; f.eks. har undersøgelser vist, at ældre personer, der føler, at deres liv har mening, har mindre "mindre kognitivt forfald" end andre ældre.

Alzheimer er en sygdom, der viser sig på to måder:

  • plak i tomrummet mellem neuroner
  • neuronerne snøres op som et snørebånd, der mister plastic'en for enden

I personer, der har oplyst, at de føler mening med deres liv, er der fundet halvt så meget plak og halvt så meget optrevling af neuronerne, som i personer, der ikke følte mening med deres liv.

Faktisk var der 57 % mindre sandsynlighed for at dø for de personer, der følte mening. Michael lavede en graf med mening ud af Y-aksen og BNP ud af X-aksen. Nogle af de lande, der lå højt på Y-aksen var imidlertid lande som Myanmar, Rwanda, Ethiopien, etc., som har oplevet borgerkrig, hungersnød, o.lign..

Dernæst lavede Michael regression på BNP og hyppigheden af selvmord.

Pre-conference Positive Education Tour 1

Parkmore Primary School underviser ikke eksplicit i Positive Education, men underviser implicit i Positive Education i de fag-faglige fag. Som du vil se af billederne fra besøget, "ånder" skolen Positive Education.

Vi bliver vist rundt på skolen af små grupper af elever, der beskrev, hvordan Positive Education var en del af deres skoledag. Der var en helt klar forståelse af elementerne i Positive Education (Growth Mindset, Learning Gap, VIA-styrkerne, etc.) hos eleverne og en forståelse for, hvordan de applikerede det i deres skolehverdag.

Parkmore imponerede med elevinvolvering - f.eks. lavede de en "Positive Patrol", som skulle få øje på elever, der sad alene eller ikke havde nogen at lege med. Patruljen havde imidlertid ikke så tralvt, så de valgte at supplere med opgaven med at spotte gode gerninger og give point for det.

 

Konstitueret Rektor Adrienne Baucke, vores guide, Associate Professor Matthew White og mig på rundturen.

Dernæst gik turen til Caulfield Grammar College, hvor man underviser 14-18 årige. Vi fik en kort introduktion til skolen, som arbejder med Lea Water's program SEARCH (Strengths, Emotionel Management, Attention & Awareness, Relationships, Coping og Habits & Goals).

Vi gik i grupper rundt og fik små smagsprøver på de seks temaer af nogle meget modne og velartikulerede studerende:

Caulfield lagde ligeledes meget vægt på elevindflydelse og lod elevrådet indføre aktiviteter som f.eks. Random Act of Kindness Week (se herunder), hvor elever gav hinanden små kort som anerkendelse for venlighed og sessioner, hvor eleverne kan fortælle hinanden om deres følelser i et forum, som aldrig kunne opstå med en voksen.

Caulfields model for Positive Education illustrerer meget godt disse elementer med elevindflydelse og en holistisk forståelse af sundhed; ernæring, sport og bevægelse og mental sundhed, samtidigt med, at modellen lægger vægt på at udvikle elevernes mindset, så de tør fejle. Caulfield beskriver det selv således:

Academic performance is one part of preparing our learners for the future. Equally important is that while becoming great learners, they become great people. We must equip them with emotional and cultural intelligence tools to build the life that's right for them.

The time has come to take action, to do all that we possibly can to protect and arm learners with the competencies, self-confidence and resilience skills to cope with and overcome life's obstacles; with a mind for life. There is no room for complacency when it comes to nurturing our learners to be mentally and emotionally healthy. There is no health without mental health.

Ultimately, I believe this vision is fundamental to creating a connected community that fosters a happy, healthy environment in which all community members know they belong and will thrive together. It is our commitment to inspire the whole person that sets us apart.

Dernæst kørte vi til Berry Street School, som er fire skoler, der arbejder med samme principper. Skolerne arbejder med en gruppe elever, der er følelsesskadede og har særlige forudsætninger for læring. Eleverne kommer ofte fra voldelige hjem eller har oplevet misbrug. Eleverne er kendetegnet ved en fysisk uro og utryghed ved voksne.

På Berry Street mødte vi Tom Brunzell, som jeg første gang mødtes på mit Ph.D.-ophold i 2018:

Tom er igang med sin Ph.D. med Lea Waters som vejleder ved University of Melbourne, men arbejder altså dagligt ved Berry Street School som Director of Education.

Da vi ankom fik vi et lille stykke papir i hånden. Øverst stod der et navn og så 10-11 linjer om den elevs baggrund. På det papir, jeg fik, fortalte en 14-årig pige om en opvækst i et hjem med vold og teenageår, hvor hun var blevet fjernet fra hjemmet efter, at hun gentagne gange havde lavet butikstyverier og overfaldet skolekammerater. Med det in mente forklarede Tom, at eleverne havde symptomer på trauma: Impulser, stress, skam, tillidsbrist, mangel på empati, som enhver lærer ville registrere hurtigt.

På Berry Street School valgte de imidlertid at fokusere på, at impulserne var åndelige behov (forbindelse til noget større end en selv), stress var energiske behov (non-verbale kræfter af energi og opmærksomhed), mangel på empati var kognitive behov (hjerne- og prioriteringsudvikling) og tillid (emotionelle behov; altså den måde, vi forholder os til os selv og andre), og at skam var fysiske behov (fysiologisk og motorisk koordination).

Berry Street Education Model er en rammemodel for arbejdet med eleverne, som består af fem elementer:

En meget stor del af undervisningen er tilrettelagt på at asfaltere vejen, så eleverne kan blive klar til læring. Vi var overraskede over det arbejde, der blev lagt i denne forberedelse, f.eks. var der hunde, som eleverne kunne ligge og kæle med, mens de læste bøger, en lang række fysiske aktiviteter som badminton, basket og bolde, samt rum til små brain-breaks igennem hele skoledagen til at fyre den overskydende energi af, før man skulle koncentrere sig. Men deres resultater var enestående; på 3 måneder havde de rykket deres elever 1,3 år i læsehastighed.

Lærerne forklarede, at de havde bygget et broaden-and-build forløb igennem dagen, som bragte eleverne til det punkt, hvor de havde overskud til en læringssituation:

Broaden-and-Build er Barbara Fredricksons model, der beskriver, hvordan de positive emotioner kan udvide vores handlerepertoire og igen føre os til flere positive emotioner (Fredrickson, 2004).

Og slutteligt fik vi indsigt i skolens styrkearbejde:

Styrkerne er således en intrinsisk motivationsfaktor, som styrker eleverne og som giver eleverne en autentisk følelse.

WCPP 2019 - konferencen går igang ...

Så gik konferencen igang med en ceremoniel aboriginal dans og reception. Allerede fredag deltog jeg i en panel-diskussion med forskere fra Singapore, Kina, England og Singapore, hvor vi bidrog med et internationalt perspektiv på Positive Education.

Det var en spændende lejlighed til at præsentere de udfordringer, som vi ser i Danmark for etableringen af Positive Education i en skolekontekst, men også nogle af de pioner-skoler, som går forrest og den politiske bevågenhed, som har præget de seneste års debatter i det offentlige rum.

Det var bemærkelsesværdigt nogle af de samme beskrivelser, jeg hørte fra de andre lande, omend de var andre steder i processen, f.eks. er Kina relativt langt i udrulningen af Positive Education og Sydafrika fortalte om nogle af de forhindringer, der lå i misforståelserne omkring forskningsfeltet positiv psykologi, som skulle afklares før en dialog kunne etableres.

Fredag eftermiddag deltog jeg så i en session med studerende, som fik vejledning i SIPPA-programmet, altså studerende, som studerer positiv psykologi.

Dernæst deltog jeg i en spændende præsentation af Laura Allison, som er Ph.D. studerende ved Professor Lea Waters og Professor Peggy Kern på University of Melbourne. Laura havde undersøgt "flourishing classrooms", idet, at hun oplevede, at Positive Education var to seperate dele af skolen; akademisk curriculum, altså den fag-faglige undervisning og positiv psykologi-interventioner.

Begrebet Flourishing er et centralt begreb i den positive psykologi:

"a state where people experience positive emotions, positive psychological functioning and positive social functioning, most of the time,"living "within an optimal range of human functioning." It is a descriptor and measure of positive mental health and overall life well-being, and includes multiple components and concepts, such as cultivating strengths, subjective well-being, "goodness, generativity, growth, and resilience." (Fredrickson, B. L.; Losada, M. F., 2005).

Men Laura følte behov for at udvide definitionen fra individdet til et kollektivt fænomen, baseret på relationerne.

og havde således pendanter til mange af de forståelser, der er opstået omkring flourishing, men som er begrænset til individdet.

Allison definerede således "group flourishing":

As a collective independently and interdependently feeling good and functioning well (Allison, Waters & Kern, 2019).

og dernæst forklarede hun, hvordan vi kan skabe en tilstand med "collective flourishing" i klasseværelset med systemforskning.

Systemforskning er blevet et hedt emne, siden Peggy Kern, m.fl. udgav en artikel for få måneder siden om emnet.

Artiklen beskriver, hvorledes positiv psykologi er blevet opfattet som en vidunderkur, som er blevet anvendt uden hensyn til de komplekse og dynamiske realiteter og vekslende kontekster. Positiv psykologi-interventioner er gode for nogle mennesker, noget af tiden, i nogle sammenhænge og på nogle måder.

Kritikken af positiv psykologi har affødt mere sofistikeret teorier og forskningsmetoder, som har modnet feltet. Men denne sofistikation foreslås med Peggy Kerns artikel formaliseret og integreret i positiv psykologi til det, hun kalder "Systems Informed Positive Psychology (SIPP).

Tilbage til Allisons præsentation, hvor hun præsenterer system-informeret Positive Education:

og hun fortsætter med at præsentere klasseværelset som et system:

og endeligt kulminationen på hendes forskning en model til at beskrive "Flourishing Classroom Systems Model":

Allison er helt klart en forsker, vi skal holde øje med - hun arbejder meget med relationer og den kraft, de besidder i forhold til elevers trivsel. Relationer endte med at være et tema, der kom op meget ofte på konferencen.

Lørdag præsenterede jeg min egen forskning i livsduelighed sammen med tre andre "early career researchers" og jeg fremlagde den model for livsduelighed, som jeg har udviklet.

Efter mig præsenterede John Coffey sin forskning. John har forsket og dokumenteret, at børn, der oplever kærtegn og positiv affekt i deres spæde år (0-18 måneder) har større sandsynlighed for succes i uddannelse og karriere.

John er også en spændende forsker. Du kan følge ham på https://www.sewanee.edu/academics/psychology/facstaff/coffey-ii.php

Søndag præsenterede jeg, Nanna Paarup og Mette Marie Ledertoug workshoppen "The Battle Against Boredom in Schools", som er den engelske oversættelse af "Til kamp mod kedsomhed". Bogen blev godt modtaget på konferencen, så vi var spændte på workshoppen.

Folk måtte op af stolene og der blev grinet meget, da vi præsenterede små brain-breaks for deltagerne på workshoppen, som kan engagere eleverne i undervisningen.

Vi var stolte af at overrække bogen til Martin Seligman, som er ophavsmand til positiv psykologi:

Toni Noble, som har været med til at redigere den engelske udgave:

Vi overrakte også et eksemplar til Lea Waters, som har været præsident for IPPA og arrangør af WCPP 2019-konferencen:

og på vej ud af konferencen, hev James Pawelski fat i os for at få en signatur til hans eksemplar af bogen:

En længe ventet præsentation på konferencen var Sonya Lyobomirsky, som skulle svare på den forskning, som afkræfter hendes "Happiness Pie Chart", og særligt påstanden om, at 40 % af vores lykke er genetisk bestemt.

Sonya var meget humoristisk omkring kritikken og pointerede, at da hun udgav "Happiness Pie Chart", var hun gravid med sin søn, som nu er 18 år gammel og skal starte i college. For 18 år siden var forskningsfeltet nyt og netop denne model var ikke det centrale i hendes artikel, men de 40 % blev opfattet meget konkret og modellen endte med at blive central forskning i positiv psykologi.

Hun lagde vægt på, at man burde genbesøge sin forskning hvert 10. år, og stod på ingen måde fast i modellen.

Alt i alt en spændende konference med en anden vinkel end tidligere, fordi det er første gang, at konferencen holdes uden for det amerikanske kontinent. Til næste år er der ECPP, den europæiske konference om positiv psykologi, i Island